OVERBLIK: Konesagen i Randers FC

Skrevet af admin

27/06/2016

Dagens topnyheder

Christian Keller, der var en af hovedpersonerne i den såkaldte "konesag" i Randers FC, har besluttet sig for at forlænge karrieren trods bruddet med Randers FC.

Keller fortsætter karrieren i Viborg FF.

Herunder et overblik over "konesagen", der for Randers FC's vedkommende endte med et farvel til begge hovedpersoner og træneren.

9. marts 2016

* Randers FC meddeler, at Jonas Borring af personlige årsager har fået fri på ubestemt tid.

11. marts

* Jonas Borring fortæller til Ekstra Bladet, at "personlige årsager" dækker over, at holdkammerat og anfører i Randers - Christian Keller - har indledt et forhold til Borrings kone, som Borring stadig bor sammen med, selv om parret er ved at blive skilt.

* Randers FC tager anførerbindet fra Christian Keller som følge af sagen. Mads Fenger udpeges som ny anfører.

* Randers bekræfter, at klubben kort før sagens opblussen har forlænget kontrakten med Jonas Borring.

12. marts

* Jonas Borring slår over for flere medier fast, at han ikke vil spille på hold med Keller igen.

* Randers FC-direktør Michael Gravgaard slår fast, at klubben ikke kan fyre Christian Keller på baggrund af sagen.

* Christian Keller siger til BT, at han ikke kan se nogen grund til, at han skal forlade Randers.

13. marts

* Randers FC taber til Brøndby uden hverken Keller eller Borring i truppen. Træner Colin Todd vrager Keller til kampen og henviser til, at spillertruppen aktuelt ikke har respekt for Keller.

* Direktør Michael Gravgaard håber, at dialog kan skabe en løsning. Sagen kræver tid, slår han fast.

* Alexander Fischer fortæller, at han og de øvrige spillere har haft et møde om sagen, og han slår fast, at spillertruppen overvejende sympatiserer med Borring i sagen.

16. marts

* Randers ryger ud af pokalturneringen efter en tæt kamp mod FCK - igen uden Borring og Keller. Borring har stadig orlov, og Keller er igen valgt fra af træner Colin Todd.

18. marts

* Christian Keller siger til BT, at han kun vil spille fodbold i Randers. Når og hvis han stopper i Randers, er karrieren slut.

20. marts

* Randers spiller tredje kamp i træk uden Borring og Keller som følge af sagen. Keller er igen fravalgt, Randers taber hjemme til Viborg. Randers-spiller Mads Agesen siger efterfølgende, at han håber, der snart findes en løsning, idet holdet godt kunne bruge begge spillere - eller i det mindste én af dem - på banen.

23. marts

* Randers FC meddeler, at klubben er blevet enig med Jonas Borring om at ophæve kontrakten. Direktør Michael Gravgaard lader forstå, at der reelt ikke var et alternativ, selv om han gerne havde set Borring tilbage i truppen.

1. april

* Træner Colin Todd siger til TV3 Sport, at så længe han er træner, vil han ikke bruge Christian Keller på banen.

7. april

* Bestyrelsen i Randers FC er stærkt utilfreds med Colin Todds udmeldinger i konesagen og gør det klart, at sådanne udtalelser ikke vil blive tolereret fremadrettet.

29. april

* Jonas Borring præsenteres som ny spiller i Brøndby, kontrakten er toårig.

4. maj

* Colin Todd stopper i Randers. Han siger med tydelig henvisning til konesagen, at ingen enkeltstående sag er årsag til hans farvel. Christian Keller håber, at Todds farvel kan betyde, at vejen til spilletid åbnes for ham.

23. maj

* Randers FC præsenterer den tidligere FC Nordsjælland-træner Ólafur Kristjánsson som ny cheftræner. Sportschef Ole Nielsen afviser, at Kellers fremtidige rolle har været på bordet under forhandlingerne med den nye træner.

20. juni

* Randers FC meddeler på sin hjemmeside, at kontrakten med Keller er ophævet et år før udløb. Klubben tror ikke på, Keller kan komme tilbage som den profil, han tidligere har været. Keller, der tidligere har udtalt, at han ikke kunne se sig selv spille andre steder end i Randers, siger, at han nu vil overveje, hvad fremtiden skal bringe.

27. juni

* Christian Keller er blevet enig med Viborg FF om en etårig kontrakt.

/ritzau/