OVERBLIK: Se EU's hængepartier mod Google

Fem år efter at EU-Kommissionen begyndte at granske internetgiganten Googles praksis på fire områder, har konkurrencekommissær Margrethe Vestager onsdag taget første formelle skridt i en af sagerne og føjet endnu et kritikpunkt til listen over ting, der bliver undersøgt nærmere.

Her er et overblik:

I formel proces:

* DEN GENERELLE SØGETJENESTE. EU-Kommissionen har sendt en formel klagemeddelelse over den måde, Google giver forrang til søgeresultater fra virksomhedens egne specialiserede søgetjenester, når brugere leder efter for eksempel rejser, bøger og restauranter.

Dermed er der en egentlig sag i gang. Den kan føre til milliardbøder, som kan udfordres ved EU-Domstolen.

Bliver stadig undersøgt:

* SCRAPING. Googles specialiserede søgetjenesters brug af originalt indhold fra tredjeparters hjemmesider. Det gælder for eksempel rejseportaler som Yelp og TripAdvisor, som gerne vil med i Googles søgeresultater, men ikke vil forære alle deres unikke brugeranmeldelser væk.

* EKSKLUSIVAFTALER. Aftaler, der forpligter hjemmesider udgivet af en tredje part - for eksempel netaviser, der benytter Google til søgninger i deres eget indhold - til kun eller næsten kun at bringe de søgeannoncer, der følger med Google.

* ANNONCER. Kontraktbundne begrænsninger for muligheden for at overføre netbaserede annoncekampagner lavet via Googles AdWords til konkurrerende netbaserede annonceringsplatforme.

Ny undersøgelse:

* ANDROID: Spørgsmålet er, om Google overtræder EU's konkurrenceregler og hindrer den fri konkurrence ved at indgå aftaler med producenter af smartphones, der pålægger dem at installere Googles apps og andre tjenester som betingelse for, at de må bruge Googles smartphone operativsystem, Android.

Kilde: EU-Kommissionen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV