Overborgmester Frank Jensen får 28.625 stemmer

Københavns socialdemokratiske overborgmester, Frank Jensen, fik det største antal stemmer i København med et personligt stemmetal på 28.625.

Det er dog et stykke fra kommunalvalget i 2009, hvor han fik 35.864 stemmer og langt fra sin kollega i Aarhus, Jacob Bundsgaard (S), der med et personligt stemmetal på 39.237 er den borgmester, der har fået de fleste stemmer.

På tredjepladsen over flest personlige stemmer kommer Venstreborgmesteren Lars Krarup fra Herning med et personligt stemmetal på 13.632.

Den største andel af stemmerne står Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen (S), for. Med 5136 personlige stemmer fik han hele 35 procent af andelen af vælgernes stemmer.

Torsdag mangler kun en enkelt konstituering.

I Glostrup har Venstre-borgmester John Engelhardt (V) udtalt, at han forventer at fortsætte. Men DF har endnu ikke taget stilling til, hvem de peger på, siger spidskandidat Flemming Ørhem til kl.dk.

- Nej, vi har ikke gennemgået konstitueringsaftalen endnu, siger Flemming Ørhem til kl.dk.

Ifølge valgforsker Roger Buch, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, skræmmer sporene fra 2009, og derfor er konstitueringerne gået hurtigt og relativt glat.

Forløbet i 2009 har betydet, at politikerne har forberedt sig grundigt og har haft aftaler på plads på forhånd, mener han.

Det er dog først fra 1. december, at man begynder at afholde de formelle møder, hvor beslutningerne bliver uigenkaldelige, og derfor kan meget endnu ske.

I Københavns Kommune er alle brikkerne ikke faldet på plads endnu. Teknik- og miljøborgmesterposten er gået til Enhedslistens spidskandidat, Morten Kabell.

Resten af borgmesterposterne er endnu ikke uddelt. Venstres Pia Allerslev, der selv gik efter teknik- og miljøposten, har endnu ikke bestemt sig for, hvilken post hun vil have, og i princippet kan hun vente med at bestemme sig helt frem til december.

/ritzau/

Dagens Gossip