Overborgmester sætter fokus på egne resultater

Det er nogle af de resultater, som den københavnske overborgmester Frank Jensen (S) er så stolt over, at han fremhæver dem i en ny kampagne, der skal sætte fokus på Socialdemokraternes indsats i København gennem de seneste fire år.

»Jeg er rigtig stolt af de ting, vi med Socialdemokraterne i spidsen har opnået i København, og derfor vil vi gerne dele det med københavnerne. Samtidig handler det også om at sætte fokus på de opgaver, vi stadig har foran os i kommunen,« siger Frank Jensen i en pressemeddelelse.

Kampagnen, der består af plakater på hovedstadens busser, lanceres mandag og vil blive fulgt op af en række events, hvor overborgmesteren personligt vil gå på gaden for at møde borgerne.

Lederen af de Konservative i Københavns Borgerrepræsentation, Rasmus Jarlov (K), har imidlertid ikke meget til overs for Frank Jensens fokus på egne resultater. Han kritiserer overborgmesteren for at tage æren for en politik, som også andre partier har del i.

»Mange af de ting på listen er gennemført med stemmer fra os og de andre partier. Jeg mener, at Frank Jensen og Socialdemokraterne tager æren for en masse ting, som i lige så høj grad er de Konservatives politik,« siger Rasmus Jarlov.

»Jeg synes kampagnen afspejler Frank Jensens manglende ambitioner. Der står intet sted, hvad han gerne vil med København,« konstaterer K-lederen.

Den socialdemokratiske kampagne markerer startskuddet på valgkampen forud for efterårets kommunalvalg. Her spår meningsmålinger stor fremgang til Enhedslisten, først og fremmest på bekostning af SF. Dermed tyder det på, at venstrefløjen vil bevare sit klare flertal i Borgerrepræsentationen.

Dagens Gossip