Overenskomst i hus: Chefforhandler tilfreds med smal aftale

Det endelige overenskomstforlig mellem de kommunalt ansatte og Kommunernes Landsforening (KL) er ikke fyldt med gaver til lærerne.

I aftalen er der lønforbedringer på 2,22 procent over to år til de 550.000 kommunalt ansatte. Alligevel er Anders Bondo Christensen, der er chefforhandler for KTO, som repræsenterer de kommunalt ansatte, tilfreds med aftalen.

- Det er en smal aftale på alle måder, både økonomisk og indholdsmæssigt. Den afspejler, at vi er i en vanskelig, økonomisk situation. Vi har en lønstigning, som ligger i underkanten af to procent på to år. Det er bestemt ikke meget, siger han.

Den samlede lønfremgang dækker over en generel lønstigning på 1,97 procent, mens de sidste 0,25 procent lægges ud til decentrale forhandlinger på de enkelte overenskomstområder.

Anders Bondo understreger, at det for ham er vigtigt, at der i aftalen er en parallelitet til den private sektor. Den betyder, at hvis der kommer vækst i den private sektor, så følger den offentlige sektor også med.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV