Overfald i Tønder: Ældre mand død af kraniebrud

Skrevet af admin

23/12/2013

Dagens topnyheder

En 74-årig mand, der blev overfaldet i sit hjem i Tønder natten til lørdag, døde af kraniebrud.

Det viser obduktionen af den ældre mand, som er blevet gennemført mandag.

- Vi kan se, at han døde som følge af kvæstelser i hovedet, siger vicepolitiinspektør Bent Thuesen fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.

Manden blev fundet hårdt kvæstet i sin lejlighed på Bargumsvej i Tønder ved midnatstid fredag og bragt til Odense Universitetshospital, hvor han senere døde af sine skader.

I lejligheden var også den 34-årige mand, der tilsyneladende havde overfaldet den ældre mand med en stump genstand.

- Nu skal man jo ikke lægge hovedet på blokken, men vi er ret sikre på, at vi har fat i den rigtige mand, siger Bent Thuesen.

Den 34-årige, der er sigtet for drab, blev lørdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg.

Her begærede anklagemyndigheden lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning.

Og politiet kan da heller ikke komme ind på den fængslede og offerets relation.

Den 34-årige mand nægtede at udtale sig i retten, men protesterede ikke over varetægtsfængslingen.

/ritzau/