Overfald lammer Hovedbanegården frem til klokken 10

Skrevet af admin

07/08/2015

Dagens topnyheder

Et overfald på en DSB-ansat og politiets efterforskning har fredag morgen lammet togtrafikken i hovedstadsområdet, da al togdrift til og fra Københavns Hovedbanegård er indstillet.

DSB oplyser, at Københavns Hovedbanegård først ventes at blive åbnet for togdrift igen klokken 10. Politiet har afspærret området omkring stationen fredag morgen, mens de undersøger "mistænkeligt forhold".

Hundepatrulje undersøger Københavns Hovedbanegård.

- Politiet har bedt os om at stoppe togdriften, så det har vi gjort.

- Passagerer må regne med, at både S-tog og fjern- og regionaltog i hovedstadsområdet er stærkt påvirket af situationen, siger Tony Bispeskov, trafikinformationschef i DSB.

Københavns Politi er fredag morgen sparsomme med oplysningerne om situationen, der har lagt togdriften ned.

Men ifølge pressetalsmand for politiet, Rasmus Skovsgaard, blev en DSB-medarbejder overfaldet kort efter klokken 04 på banelegemet omkring Københavns Hovedbanegård.

Den pågældende - en mandlig DSB-ansat - er ikke kommet alvorligt til skade og er nu til afhøring hos politiet. Københavns Politi har ingen anholdte i sagen fra Hovedbanegården.

I forlængelse af overfaldet har politiet afspærret området på grund af det, de indtil videre kalder "mistænkeligt forhold".

- Den forurettede kunne berette om forhold, der har ført til, at Hovedbanegården er blevet delvist afspærret, og togtrafikken fra og til hovedbanegården er indstillet.

- Københavns Politis hundeafdeling er netop nu ved at undersøge Hovedbanegården, skriver politiet.

/ritzau/