Overfald på DSB-ansat lammer togdrift i Storkøbenhavn

Skrevet af admin

07/08/2015

Dagens topnyheder

Et overfald på en DSB-ansat på banelegemet ved Københavns Hovedbanegård og politiets efterforskning har fredag morgen lammet togtrafikken i hovedstadsområdet.

Al togdrift til og fra Københavns Hovedbanegård er indstillet, men er kort før klokken 08.00 fredag morgen på vej mod normal drift, oplyser DSB og Københavns Politi.

Politiet har haft afspærret området omkring stationen fredag morgen, mens de undersøgte "mistænkeligt forhold" med en hundepatrulje.

- Politiet har bedt os om at stoppe togdriften, mens de arbejder, så det har vi gjort, siger Tony Bispeskov, trafikinformationschef i DSB, som henviser til DSB's hjemmeside for senest nyt om togdrift.

- Passagerer må regne med, at både S-tog og fjern- og regionaltog i hovedstadsområdet er stærkt påvirket af situationen, siger han.

Københavns Politi er fredag morgen sparsomme med oplysningerne om situationen, der har lagt togdriften ned.

Men ifølge pressetalsmand for politiet, Rasmus Skovsgaard, blev en DSB-medarbejder overfaldet kort efter klokken 04 på banelegemet omkring Københavns Hovedbanegård.

Den pågældende - en mandlig DSB-ansat - er ikke kommet alvorligt til skade og er nu til afhøring hos politiet. Københavns Politi har ingen anholdte i sagen.

I forlængelse af overfaldet har politiet afspærret området på grund af det, de indtil videre kalder "mistænkeligt forhold".

Ifølge DSB arbejder politiet på strækningen mellem Københavns Hovedbanegård og Dybbølsbro Station.

- Den forurettede kunne berette om forhold, der har ført til, at Hovedbanegården er blevet delvist afspærret, og togtrafikken fra og til hovedbanegården er indstillet, skriver politiet.

/ritzau/