Overfaldt to mænd: 22-årig gik amok i Vordingborg

Skrevet af Ann Katrine Warren

21/12/2012

Mest læste i dag

En 22-årig mand fra Charlottenlund gik torsdag aften amok i Vordingborg. I voldsrus overfaldt han to tilfældige mænd, inden han blev anholdt klokken 20.

Helt umotiveret overfaldt den unge mand en 54-årig mand på parkeringspladsen ved Netto på Marienbergvej. Her hamrede han en flaske i nakken på offeret og forsøgte at stjæle den 54-årige bil. Da det ikke lykkedes, stak han af. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den 22-årige fortsatte sin hærgen på Orevej, hvor han gik ind i et hus. En 27-årig mandlig beboer jagtede voldsmanden ud af huset og fulgte efter ham. Men på Axelgade truede voldsmanden den 27-årige med en kniv og tvang ham til at lægge sig på jorden og udlevere sin pung. Offeret fik herefter et spark i hovedet.

Flere patruljevogne blev tilkaldt, og den 22-årige blev anholdt på Axelgade. På voldsmanden fandt betjentene 2,4 gram ecstacy.

Den unge mand nu er sigtet for to tilfælde af vold, for røveri, butikstyveri, tyveri af bil og for at have stoffer på sig.