Overlæger: Ny it-platform kan true patienternes sikkerhed

Skrevet af admin

01/06/2016

Dagens topnyheder

Herlev og Gentofte Hospital bør behandle endnu færre patienter, indtil man har fået den nye it-platform, Sundhedsplatformen, helt op at køre.

Sådan lyder det fra Overlægeforeningen, som mener, at platformen på nuværende tidspunkt forstyrrer behandlingen. Også selv om man på hospitalet i indkøringsfasen behandler halvt så mange patienter som normalt.

- Det er hårdt tiltrængt med nyt it-system i Region Hovedstaden, men problemet er, at man har kastet sig ud i "The Big Bang".

- Og det er fint nok, hvis man så retter op efter et par dage, men nu har der været nedsat aktivitet i ti dage, og det er er urealistisk at sætte aktiviteten op, siger overlæge Lisbeth Lintz, der er medlem af Overlægeforeningens bestyrelse.

Sundhedsplatformen ​gik i luften 21. maj på Herlev og Gentofte Hospital, som administrativt hører sammen. Og ifølge Region Hovedstaden forløb alt som planlagt.

Platformen er Danmarks største sundheds-it-projekt og skal erstatte 30 sundheds-it-systemer. Den kommer til at dække 12 hospitaler og servicere 2,5 millioner borgere og skal benyttes af ​44.000 medarbejdere i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Men på Onkologisk Afdeling på Herlev/Gentofte Hospital er overlæge Anders Krarup-Hansen meget bekymret for at miste sit overblik. Han mener, at systemet skal forenkles, og at der skal laves nogle midlertidige løsninger.

- Alle læger skal pludselig skrive alt ned selv, og det tager jo tid fra patienterne. Min arbejdsdag bliver fortyndet med administrative opgaver, så der ikke er tid til det, jeg er bedst til, nemlig at behandle patienter.

- Jeg behandler sjældne kræftsygdomme fra hele landet, og jeg er bekymret for, om jeg lever op til det, jeg skal. Skidt med at vi er her mega mange timer, men det afgørende er, at vi kan gøre vores arbejde.

Ifølge ham er de ansatte simpelthen ikke blevet klædt ordentlig på.

- Vi er ikke forberedt godt nok, vi er ikke uddannet godt nok, og alle arbejdsgangene har ikke været på plads. Og det er det, der slår os hårdt nu. Vi har en kæmpe snebold foran os, hvor vi ikke ved, om vi når i mål.

Ifølge Lisbeth Lintz er der problemer både med blodprøvedelen og med at gå ind i systemerne.

- Hospitalet bliver nødt til at sætte tempoet ned, hvis patientsikkerheden ikke skal bringes i fare. Lægerne på hospitalet melder om så mange fejl, at det er svært at sikre, at patienterne får den rigtige behandling, siger overlægen.

/ritzau/