Formålet med de såkaldte ressourceforløb er, at de skal hjælpe svage ledige ind på arbejdsmarkedet. Men det er ikke altid, det går efter planen. Det skriver DR.
- Vi oplever faktisk, at patienterne nogle gange er blevet mere syge af den måde, de er blevet behandlet på af Jobcentret, end de var i forvejen, siger Rolf Petersen, som er overlæge ved arbejdsmedicinsk afsnit ved Slagelse Sygehus til tv-programmet DR2 Undersøger.
Læs mere: Flere døde end i job efter ressourceforløb
I flere tilfælde er ressourceforløbene nemlig så opslidende, at de gør syge borgere mere syge, hævder Rolf Petersen og professor Johan Hviid Andersen fra Universitetsklinikken i Herning.
Langt færre får tildelt førtidspension efter den 1. januar 2013, hvor den daværende regering indførte en reform af førtidspension og fleksjobområdet.
Nu sendes ansøgere til førtidspension ofte i ressourceforløb, hvor kommunen forsøger at forbedre deres arbejdsevne. Det kan for eksempel være ved støtte fra en mentor, få timer om ugen på en virksomhed, eller særlig fysisk træning og terapi.