Overlevede håber på at undslippe dommedag

Skrevet af admin

12/11/2013

Dagens topnyheder

I hjertet af katastrofeområdet i Filippinerne har overlevende opgivet håbet om at sikre deres pårørende en anstændig begravelse, og nogle forsøger desperat at komme væk om bord på militære nødhjælpsfly.

Fire dage efter tyfonen Haiyan ødelagde hele byer i den centrale del af øriget og dræbte over 10.000 mennesker, er de hårdest ramte øer, Leyte og Samar, nærmest afsondret fra omverdenen.

Utallige overlevende er fanget i de ødelagte samfund, hvor veje, broer og lufthavne er helt eller delvist ødelagt. For mange bliver situationen endnu mere desperat, fordi smadrede telefonnetværk og mistede mobiltelefoner hindrer dem i at kontakte deres familier.

Nogle få heldige er blevet transporteret ud af katastrofeområdet i militære transportfly, der flyver i pendulfart til og fra Tacloban med nødhjælp.

Den 58-årige Maria Adelfa Jomerez er en af hundredvis af mennesker, der venter i lufthavnen på at komme om bord på et fly og væk fra liget af hendes søn, hans kone og deres fireårige søn.

Jomerez siger, at hun vil flyve op til sin datter i Manila - 600 kilometer væk - for at være sammen med sin datter.

Liget af hendes barnebarn har hun efterladt under et tæppe på et ødelagt hotel, hvor andre lig også ligger midlertidigt.

- Jeg bad bedemanden give min søn og hans kone rigtige kister, men de sagde, at deres ansatte ikke var kommet på arbejde, og at de måske også var døde, siger Jomerez, som tilføjer, at hun foretrækker, at hendes pårørende ikke kommer i en massegrav, men at hun ikke kan stille noget op.

Supertyfonen Haiyan skabte i weekenden fem meter høje bølger, som skyllede ind over den filippinske ø Leyte som en tsunami. Vandmasserne ødelagde næsten alt på deres vej ved kysterne på de centrale øer i Filippinerne.

Op mod 10 millioner mennesker menes ramt af uvejret, der betegnes som den værste naturkatastrofe i Filippinernes historie.

/ritzau/AFP