Overlevende fra forlis: Der var 950 om bord på sunket skib

En overlevende efter skibskatastrofen i Middelhavet fortæller, at der var 950 personer om bord på det sunkne skib, og at mange af migranterne var blevet låst inde i lastrummet.

- Vi var 950 personer om bord, inklusive 40 til 50 børn og omkring 200 kvinder, siger den overlevende til anklagemyndigheden i den sicilianske by Catania ifølge det italienske nyhedsbureau Ansa.

Tidligere meldinger har ellers lydt, at der var 700 personer om bord på skibet, der kæntrede ud for Libyens kyst syd for den italienske ø Lampedusa natten til søndag.

Det er fortsat uklart, hvor mange der har overlevet, men det frygtes, at størstedelen om bord er omkommet.

Det overlevende øjenvidne skulle stamme fra Bangladesh.

- Smuglerne låste dørene og blokerede vejen for dem, der prøvede at komme ud, siger manden, der er indlagt på et hospital på Sicilien.

Den italienske kystvagt har indtil videre reddet 28 personer efter ulykken, mens 24 lig er blevet bjærget.

Kystvagten sagde søndag, at redningsarbejdet ville "fortsætte uden pauser".

Hvis det viser sig, at over 900 personer har mistet livet i ulykken, vil det være den værste enkeltepisode efter flere år, hvor der især i de varme måneder har været flere store forlis i Middelhavet. Langt de fleste af de overfyldte og synkefærdige både sætter ud fra Libyen.

Den foreløbige teori bag søndagens ulykke er, at det overfyldte skib kæntrede, da migranterne bevægede sig over på den ene side af dækket, fordi et portugisisk skib nærmede sig.

Italiens premierminister, Matteo Renzi, har opfordret til en fælles europæisk løsning på problemet med migranter, der sejler fra kyster i Mellemøsten og Afrika mod Europa.

Mandag mødes EU's udenrigs- og justitsministre ifølge Ritzaus oplysninger til et hastemøde, hvor situationen skal drøftes.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip