Overnatninger på Fyn steg med over 50.000 i juli

Fyn kom godt ud af juli måned inden for turisterhvervet. Overnatninger steg med 7,3 procent set i forhold til samme måned sidste år, skriver Udvikling Fyn i en pressemeddelelse.

Det er over landsgennemsnittet på 4,1 procent. Til sammenligning er det bedre end Region Hovedstaden med 5,3 procent og Region Syddanmark med 5,4 procent.

Juli måned bød på 50.607 flere overnatninger på Fyn. Denne måned havde totalt 740.793 overnatninger.

Det er primært en række fynske campingpladser og havne, der har nydt godt af de ekstra besøg.

Svendborg er en af de byer, som udmærker sig i juli. Her er der er stor fremgang inden for både hoteller og feriecentre, camping og lystbådehavne. 17.077 flere overnatninger blev det til i den sydfynske hovedstad i juli i forhold til juli 2012. Det er en stigning på 13,5 procent.

På trods af fremgangen i juli har særligt den fynske campingbranche det hårdt.

Dagens Gossip