Overraskelser kickstarter Australian Open

Skrevet af admin

13/01/2014

Dagens topnyheder

Allerede på førstedagen af Australian Open måtte to af de bedst seedede på kvindesiden lade livet i overraskende nederlag.

Størst var overraskelsen, da den sjetteseedede Petra Kvitova tabte med cifrene 2-6, 6-1, 4-6 til Luksika Kumkhum fra Thailand, der blot rangerer som nummer 88 i verden.

- Jeg var heldig, at jeg vandt andet sæt. Jeg tror måske, at jeg ville det for meget, og så faldt det hele sammen, siger Petra Kvitova ifølge Reuters.

Luksika Kumkhum var stolt over at skabe dagens største overraskelse.

- Jeg spillede bare mit bedste, som om der intet var at tabe. Jeg føler, at mit hjerte ryster. Det er første gang, jeg spillede mod nummer seks i verden, siger Luksika Kumkhum.

Også den syvendeseedede Sara Errani måtte forlade turneringen i første runde. Det lå dog mere i kortene, at den tidligere nummer 15 i verden Julia Görges kunne volde den lille italiener problemer.

Det gjorde Görges, der nu er nummer 73, ved at vinde med de klare cifre 6-3, 6-2.

Tidligere på førstedagen havde Venus Williams også lidt et lynexit til russeren Ekaterina Makarova, der vandt 2-6, 6-4, 6-4.

Bedre gik det for verdensetteren Serena Williams, der brugte mindre end en time på at slå den 18-årige australier Ashleigh Barty med 6-2, 6-1.

/ritzau/