Overrasket Rasmus Falk blev helt mod Serbien

Fodboldspilleren Rasmus Falk satte for første gang sit store aftryk på EM for U21-landshold, da han efter 21 minutter af Danmarks kamp mod Serbien i Prag dukkede op i straffesparksfeltet.

OB-spilleren mødte Riza Durmisis præcise indlæg og sparkede Danmark foran 1-0 i kampen, som danskerne vandt 2-0, så en EM-semifinale og OL-billet blev sikret.

- Det er en større præstation, end man lige tænker, siger målscoreren efter sejren tirsdag aften.

- Vi havde en utrolig stor tro på os selv. Der har været meget pres på hjemmefra med stor opmærksomhed. Efter 0-3-nederlaget til Tyskland hang folk lidt med hovederne, men da mødte vi et bedre hold.

- Vi rejste os og spillede en gennemført kamp mod Serbien, siger Rasmus Falk.

Han havde ikke lige set komme, at han skulle ende som målscorer i situationen, hvor Riza Durmisi efter en nervøs dansk indledning kom igennem i venstre side.

- Det var et indlæg, hvor jeg kom i en god position. Jeg nåede ikke at tænke så meget, jeg blev faktisk lidt overrasket over, at bolden nåede igennem, så jeg satte bare foden på, siger fløjspilleren.

Tidligt i anden halvleg lukkede Viktor Fischer kampen med 2-0-scoringen, og med sejren endte Danmark som en overraskende vinder af gruppe A med seks point.

EM-favoritten Tyskland slutter som nummer to med fem point efter 1-1 mod Tjekkiet.

Semifinalen ved EM og den personlige succes kommer belejligt for Rasmus Falk, der sammen med OB har været gennem nogle turbulente sæsoner.

- Det er begrænset, hvad der har været at juble over i OB de seneste fire år. Det er sjovt, at man pludselig kan gå efter at få hængt noget om halsen.

- Jeg har prøvet mange store ting i min relativt korte karriere, men det her kandiderer selvfølgelig til at være noget af det største, siger Rasmus Falk.

Danmark møder lørdag nummer to fra gruppe B i Prag.

Semifinalemodstanderen bliver fundet onsdag aften, og Rasmus Falk og co. skal møde enten Portugal, England, Sverige eller Italien.

/ritzau/

Dagens Gossip