Overrasket skuespillerinde vandt Zulu-pris

Skrevet af admin

08/04/2016

Dagens topnyheder

Glæden og overraskelsen var tydelig hos skuespillerinden Stephania Potalivo, da hun blev kåret til Årets Skuespiller ved Zulu Awards torsdag aften.

Stephania Potalivo var da også stadig en smule befippet, da Ritzau Fokus talte med hende, efter at hun havde modtaget prisen på scenen.

- Jeg er så glad. Jeg kan slet ikke huske, hvad jeg har sagt i talen. Jeg turde slet ikke håbe på det. Det var helt vildt bare at blive nomineret. Jeg er virkelig oprigtigt glad, griner hun.

Den unge skuespillerinde, som vandt prisen for sin rolle som Ane i serien Sjit Happens, var da også oppe mod store navne som Trine Dyrholm, Ulrich Thomsen, Roland Møller og Julie Christiansen.

- Da jeg blev nomineret, tænkte jeg, at det kunne jeg næsten ikke tillade mig. Jeg suger til mig af det, de laver, for at lære at blive bedre selv, siger hun.

Det er den 29-årige skuespillerindes første pris for sit skuespil, og hun er særligt glad for, at hun får den for rollen som Ane, som er en karakter, hun selv har været med til at skabe.

Stephania Potalivo har også et bud på, hvor den nyvundne Zulu-statuette skal placeres.

- Ved min seng. Er det for meget? griner hun.

Zulu Awards blev afholdt torsdag aften i Forum, i København, og der blev i alt uddelt 12 priser.

/ritzau/FOKUS