Overrasket Wilbek: Opbakningen er fantastisk

Landstræner Ulrik Wilbek troede inden håndbold-VM, at flere af de spanske håndboldarenaer ville være mennesketomme og uden stemning. Men sådan har det ikke været i de to første kampe.

I spanske Sevilla har der i hallen Palacios de Deportes San Pablo været stigende opbakning, og de flere tusinde tilskuere skabte en god stemning søndag aften under den danske 31-27-sejr over Rusland.

- En af de positive ting har været den fantastiske tilskueropbakning, vi har fået. Allerede på nuværende tidspunkt har der været masser af danskere i hallen.

- Og der har faktisk også været masser af tilskuere generelt i hallerne. Søndag var der udsolgt i Granollers, og jeg synes også, der var fint med tilskuere her i Sevilla, siger Wilbek.

Inden VM kritiserede landstræneren de spanske arrangører for at vælge netop Sevilla som VM-by, men nu har tonen fået en anden lyd.

- Det har været en positiv overraskelse, at der faktisk er stemning i hallen, og tilskuerinteressen er til stede, konstaterer Wilbek.

Han og Dansk Håndbold Forbund (DHF) glæder sig også over at høre, at forsalget til EM på hjemmebane i 2014 går strygende, efter at billetlugerne åbnede mandag formiddag.

- Klokken 10 gik salget af billetter til Danmarks første seks kampe ved EM i gang, og 20 minutter efter var der solgt 7000 billetter.

- Det går bare derud af, så mon ikke de 27.000 billetter, der er sat i forsalg, de snart er væk. Det kunne være dejligt for DHF's økonomi, fastslår Wilbek.

Cirka 4500 billetter per spilledag sættes til salg i første omgang. De resterende billetter bliver sat til salg i umiddelbar forlængelse af lodtrækningen til EM-puljerne, der finder sted 21. juni.

- Vi har ikke overraskende mærket en enorm interesse for vores håndboldherrer og ønsker at give vores trofaste publikum en mulighed for i god tid at sikre sig adgang til at følge deres kampe ved næste års EM, lyder det fra Per Bertelsen, formand for DHF.

/ritzau/

 

Dagens Gossip