Overskud i Sønderjysk Landboforening

- Det er et resultat, vi er vældig glade ved.

Sådan lød det fra direktør Per Grønbæk, da han på generalforsamlingen i Sønderjysk Landboforening præsenterede resultatet af foreningens virke i 2013. Bundlinjen viser et overskud på godt 2,2 millioner kroner og er en lille vækst i forhold til året i forvejen, hvor resultatet var et plus på 1,9 millioner kroner.

Sønderjysk Landboforening har 1320 aktive landmænd som medlemmer, og i alt 147 medarbejdere er beskæftiget i rådgivningscentret i Vojens.

- Langt hovedparten af vores kunder har naturligvis tilknytning til landbruget, men vi laver også regnskaber og arbejde for andre brancher, noterer Per Grønbæk og hentyder til bl.a. afdelingen ViaCount, der laver regnskaber for bl.a. selskaber.

Også formanden, Christian Lund, glædede sig over de muligheder, landmændene har for rådgivning i centret. Til gengæld er han skuffet og irriteret over den måde, landbruget behandles fra politisk hold:

- Mens folk har fået øjnene op for, at landbruget med de mange arbejdspladser og eksport er en vigtig del af samfundsøkonomien, er det samme ikke tilfældet i Folketinget, beklagede Christian Lund.

Han undrer sig især over, at Danmark hele tiden vil være duks og gå et skridt videre, når der kommer nye regler, mens andre lande sørger for, at det ikke skal koste landbruget:

- Hvorfor skal EU-reglerne overimplementeres her i Danmark. På den måde rammes vi hårdere, og det går ud over vores konkurrenceevne. I stedet burde vi udnytte det udviklingspotentiale, der er i landbruget til glæde for hele samfundet, påpeger Christian Lund.

I valget til bestyrelsen skete der et enkelt skifte. Den 30-årige svineproducent Mads Steiner fra Holsted blev valgt ind i bestyrelsen, hvor han afløser Jørn Ebbesen, der takkede nej til genvalg efter ni år i bestyrelsen. Søren Laustsen, Jørgen Jensen og Johan Schmidt blev genvalgt.

Dagens Gossip

Dagens TV