Overvægtig får undskyldning, men ingen dagpenge

Skrevet af John Meyer

04/01/2013

Mest læste i dag

I november gik tidligere sosu-hjælper Helle Bundgaard i frustration til FOA og Danmarks Radio med sin historie. Hun havde fået afslag på sygedagpenge med den begrundelse, at hun måske ville få det bedre af at tabe sig. Kort før jul modtog hun så pludselig et undskyldende brev fra Skive Kommune.


- Det er vigtigt at understrege, at det ikke er vægten i sig selv, der gør at sygedagpengeperioden ikke kan forlænges. Derfor er det uheldigt, at der står i afgørelsen, at du skal tabe dig i et omfang der gør, at du kommer ned på at have et BMI indenfor normalområdet, skrev kommunen.


Føler sig til grin
Men trods undskyldningen fastholder kommunen sin afgørelse om, at Helle Bundgaard ikke kan få sygedagpengene forlænget. Nu bare ud fra en samlet vurdering af, at vægttab, styrketræning og smertetackling måske kan forbedre hendes helbred. Undskyldningen efterlader Helle Bundgaard med en følelse af at være til grin.


- Jeg kan ikke bruge den til noget. Undskyldningen giver mig jo ikke nogen sygedagpenge eller hjælper mig til at blive afklaret. Og hvis der er noget, jeg gerne vil, så er det jo netop at komme videre med mit liv, siger Helle Bundgaard til foa.dk.


En gråzone
Efter at Helle Bundgaard modtog brevet, var hun til et møde med kommunen. Her gentog kommunen sin undskyldning og indrømmede, at hun er i en gråzone i forhold til at have ret til sygedagpenge.
FOA har nu anket sagen på vegne af Helle Bundgaard, og hun venter nu på en afgørelse fra Beskæftigelsesankenævnet.