Overvægtig Maradona gennemgår atter slankeoperation

Skrevet af admin

16/11/2015

Dagens topnyheder

Den tidligere argentinske storspiller Diego Maradona har det godt, efter at argentineren har gennemgået sin anden slankeoperation.

Det oplyser fodboldlegendens læge.

- Han fortalte mig, at han havde det godt og ikke havde smerter, siger Carlos Felipe Chaux, som er Maradonas læge, ifølge AFP.

Diego Maradona er i dag 55 år, og han gennemgik søndag en såkaldt gastrisk bypass-operation på en privatklinik i byen Maracaibo i Venezuela, hvor to venezuelanske eksperter opererede den tidligere Napoli-profil.

Argentineren fik foretaget en tilsvarende operation for ti år siden i Colombia.

Ifølge Chaux var den anden operation nødvendig, fordi Maradona er blevet mere korpulent i løbet af de ti år, hvor hans vægt igen er steget markant.

Målet er, at Maradona skal smide omkring 30 til 35 kilo i løbet af det næste år, men ifølge Chaux er Maradonas helbred dog generelt i orden.

- Han er i virkelig god fysisk form, og hans helbred er virkelig godt. Hans hjerte fungerer godt, og alle vitale organer fungerer, siger lægen.

Med den økonomiske udvikling i Venezuela kan det virke som en ulogisk destination i forhold til at blive opereret, men ifølge Chaux var det et logisk valg for Maradona.

Den tidligere topspiller var ven med Venezuelas tidligere præsident Hugo Chávez, og han har også tætte bånd til Chávez' efterfølger, Nicolas Maduro.

- Han elsker landet, og folk i Venezuela elsker ham. Derudover ligger Maracaibo ved kysten, og det kan han godt lide, siger Chaux.

Diego Maradona anses for at være en af verdens bedste fodboldspillere nogensinde.

Han har i årenes løb haft helbredsproblemer på grund af både narkotika- og alkoholmisbrug samt på grund af fedme.

/ritzau/