Overvægtige vil gerne betegnes som syge

Skrevet af admin

11/11/2015

Dagens topnyheder

I Politiken erklærer en række eksperter onsdag, at de mener, at fedme bør betragtes som en regulær sygdom.

Birgitte Hansen, formand for Adipositasforeningen - Landsforeningen for Overvægtige, ønsker i tråd med eksperterne, at overvægt bliver betegnet som en sygdom.

- Hvis fedme bliver betegnet som en kronisk lidelse, vil man gå mere seriøst ind i at finde behandlingsmetoder, siger hun til Ritzau.

En diagnose som svært overvægtig vil nemlig forpligte samfundet til at behandle den svære overvægt, mener Adipositasforeningen.

Hun ønsker fedme defineret som en sygdom, så man kan finde mere vedvarende behandlingsmetoder, der kan hjælpe svært overvægtige livet igennem.

- Lægerne har haft den holdning, at det er fedmeoperationer, der skal til for at komme svær overvægt til livs. Men der er mange, der bare tager på igen efterfølgende, siger hun.

- Hvis man erklærer fedme en sygdom kan det være en åbning til, at man leder efter bedre og mere vedvarende metoder til at komme overvægt til livs.

I oktober i år erklærede den canadiske lægeforening, CMA, svær overvægt for en egentlig sygdom.

Dermed støttede de canadiske læger deres amerikanske lægekolleger, som i 2013 ligeledes definerede svær overvægt som en kronisk sygdom, der kræver langt mere forskning, behandling og forebyggende tiltag.

Tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at andelen af svært overvægtige danskere er mere end fordoblet på godt 25 år. Fra 5,6 procent i 1987 til 14,1 procent i 2013.

/ritzau/