Anne Brith Davidsen er blogger og mor til Christian. Da hun for nyligt hentede sin søn i bønehaven, gik det op for hende, at der findes noget, der hedder dobbeltomsorgsgenet. Det vender vi tilbage til.
Tanken strejfede hende, da en fremmed pædagog fra en af børnehavens andre afdelinger, ’overleverede’ Christian til Anne.
Medarbejderen berettede, at Christian vist havde rævesovet mere end egentligt at sove i dag. At Christian er en glad dreng, der krammer alle, og videre hvem han havde leget med, hvad han havde lavet, spist osv.
Anne anede ikke, at en fremmed kunne vide så meget om hendes søn - men hun grinede for sig selv over detaljen med rævesøvnen, for det svarer præcist til, hvad han også gør dethjemme.
Under samtalen kom Christian løbende hen til dem, hvorpå pædgogen bukkede sig ned og spurgte, om han havde haft en god dag i dag.
- Jeg blev så overrasket, faktisk overvældet over at se glæden i Christians øjne, da han talte med hende. Han var tryg og afslappet med hende. Hvordan kan det være, at han er så tryg med en person, som jeg aldrig har mødt før?, spurgte moderen sig selv ifølge et blogindlæg, som TV2 Norge bringer.
Læs også: Lars er kåret til årets bedste vuggestuepædagog
Her kommer dobbeltomsorgsgenet ind i billedet igen.
- Det er dobbeltomsorgsgenet, slet og ret, konstaterer moderen således.
Hun påpeger, at både mødre og fædre er født med en omsorgsfølelse for deres barn. Den opstår i hvert fald i det øjeblik, man bliver forælder.
- Men så er der disse mennesker, som arbejder i børnehaver. De tørrer dobbelt så mange tårer som os andre, for når vores søde små falder, så ’græder’ de ikke bare over, at barnet faldt og slog sig. Jeg er sikker på, at de også græder lidt ekstra over, at barnets mor og far ikke er der. De har faktisk et dobbeltomsorgsgen. Jeg tror, det er et kriterum for at få stillingen, skriver moderen.
Applaus til dem, der hver dag tager tråden op, når vi andre forlader børnene i børnehaven, til dem der giver tryghed, når vi ikke er der, og til dem der bruger ti minutter på at overlevere vores børn og fortæller os om deres hverdag, afslutter hun dermed sin hyldest.
Følg Dagens Mødre for flere lignende artikler:
