OW Bunker-direktør: Topfolk skjulte kæmpe-kredit

OW Bunkers direktør, Jim Pedersen, anklager nu tre medarbejdere i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore for at have placeret massive kreditter til en enkelt kunde i handler, der gik uden om bogholderisystemet.

Det skriver TV2 Nyhederne.

Anklagen mod de tre medarbejdere fremgår af en mail til TV2 Nyhederne fra Jim Pedersens advokat, John Korsø Jensen.

- Lars Møller (direktør i Dynamic Oil Trading, red.) oplyste på Jim Pedersens forespørgsel, at der var tre personer, der havde forestået dette, omfattende Lars Møller selv, regnskabschefen samt en trader, begge i Singapore, skriver John Korsø Jensen.

Ifølge advokaten vidste OW Bunkers topledelse ikke noget om de tre medarbejderes dispositioner.

- Hverken Jim Pedersen, Kent Larsen (OW Bunkers finansdirektør red.) eller Götz Lehsten (OW Bunkers vicedirektør red.) havde noget kendskab til dette forhold indtil dette tidspunkt 5. november 2014, skriver John Korsø Jensen.

Den dag blev den påståede svindelsag opdaget, og to dage senere, 7. november, gik OW Bunker konkurs.

John Korsø Jensen refererer i mailen, at direktøren i Singapore-selskabet skulle have "brudt sammen" og fortalt Jim Pedersen, at Dynamic Oil Trading havde givet en kredit på 80 millioner dollar til selskabet Tankoil.

Det er i strid med den fastsatte kreditramme på 10 millioner dollar. Samtidig havde man ikke bogført kreditten.

Beskyldningerne afvises imidlertid af Arvid Andersen, der er advokat for direktøren i Dynamic Oil Trading, Lars Møller.

- Det var ikke min klients opgave at indberette, hvad de enkelte selskaber skyldte OW Bunker og altså heller ikke Tankoil, siger Arvid Andersen til TV2 og fortsætter:

- Men under alle omstændigheder gav den store kredit til Tankoil store renteindtægter, og dem burde ledelsen i OW Bunker være fuldt bevidst om, hvor stammede fra.

Jim Pedersens advokat fastholder, at OW Bunkers topledelse var blevet alarmeret, hvis kreditten til Tankoil var blevet bogført korrekt.

Et af de centrale spørgsmål i en af de største erhvervsskandaler herhjemme er, hvem der kendte til, at OW Bunkers datterselskab opbyggede en trecifret millionkredit til en dårlig betaler i Singapore.

Kreditten var en af hovedårsagerne til OW Bunkers konkurs 7. november.

/ritzau/

Dagens Gossip