OW Bunker går konkurs efter svindelsag: Milliarder tabt

Skrevet af admin

07/11/2014

Mest læste i dag

OW Bunker indgiver konkursbegæring. Det oplyser selskabet fredag aften til fondsbørsen.

- Det er med dybeste beklagelse at bestyrelsen og direktionen må meddele, at det ikke har været muligt at finde en holdbar løsning, skriver selskabet i meddelelsen.

- Som konsekvens heraf indgives konkursbegæring for OW Bunker A/S, O.W. Bunker & Trading A/S og O.W. Supply & Trading A/S, oplyser man.

Retten i Aalborg har afsagt konkursdekret over selskabet. Og advokaterne Pernille Bigaard, Plesner og John Sommer Schmidt, Gorrissen Federspiel er udpeget som kuratorer i konkursboet.

Bestyrelsesformanden i OW Bunker, Niels Henrik Jensen, siger, at det er umuligt at redde forretningen.

- Siden kreditfaciliteten blev lukket ned onsdag er den underliggende forretning eroderet betydeligt, siger han i fondsbørsmeddelelsen.

- Bankerne har sikkerhed i alle tilgodehavender og som følge deraf, og uden tilsagn om ny, betydelig kreditfacilitet i den umiddelbare fremtid, er det ikke muligt at redde den resterende del af forretningen, siger han.

For efter at have arbejdet på at finde en løsning for OW Bunkers fremtid, er det nu et faktum, at der ikke er pengestærke banker eller aktionærer, der vil putte flere penge i brændstofsselskabet. Derfor kan op mod 20.000 aktionærer se frem til at have tabt deres investeringer.

- Det står nu klart at sådanne faciliteter ikke vil blive gjort tilgængelige. Et salg af virksomheden som going concern er heller ikke en realistisk mulighed. Vi har derfor ingen anden mulighed end at indgive en konkursbegæring, siger Niels Henrik Jensen.

OW Bunker var indtil fredag aften Danmarks næststørste virksomhed målt på omsætningen. Det nordjyske selskab var en af verdens største leverandører af brændstof til skibe.

Selskabets topledelse havde fået frem til 1. december at få strikket en plan sammen for, hvordan selskabet kunnet overleve. En plan der var afhængig af kreditorernes godkendelse.

Og Niels Henrik Jensen var på det tidspunkt fortrøstningsfuld:

- Der er fuldt fokus på at føre virksomheden videre, sagde han torsdag.

Men fredag aften var selskabet historie, efter det for mindre end to døgn siden blev opdaget, at der var sket formodet svindel i et datterselskab i Singapore for 750 millioner kroner. Oveni kom nye urealiserede kæmpetab på eksisterende kontrakter på omkring 878 millioner kroner.

/ritzau/