OW Bunkers konkurs efterlader skibe og sømænd i rum sø

Skrevet af admin

09/11/2014

Dagens topnyheder

Tre af OW Bunkers olie-kemikalie tankskibe under dansk flag ligger for anker på havet, mens et fjerde skib er i havn i den polske havneby Gdansk. Besætningen på skibene er fanget i en stor erhvervsskandale efter konkursen i OW Bunkers.

Ifølge hjemmesiden marinetraffic.com ligger tankeren OW Pacific for anker i Østersøen ud for Litauen, tankskibet OW Copenhagen ligger for anker i Østersøen ud for Møn mellem Danmark og Sverige, mens søsterskibet - det 90 meter lange tankskib OW Aalborg - befinder sig på en position syd for Skagen.

Og det er OW Scandinavia, der ifølge marinetraffic.com ligger i havn i Gdansk.

Ifølge Børsen ved besætningerne om bord ved tilsyneladende ikke hvad de skal, og har ikke anden information, end hvad de kan læse på selskabets hjemmeside.

- Besætningen har det okay, men vi venter på at få nærmere besked fra vores ejer. Vi håber at få yderligere information fra rederiet i morgen, siger kaptajnen om bord på fra OW Copenhagen til Børsen.

Kaptajnen ønsker ikke sit navn frem, men oplyser til Børsen, at 10 primært danske og polske søfolk er om bord.

Skibene sejler ifølge Søfartsstyrelsens skibsregister under dansk flag i det såkaldte Dansk Internationalt Skibsregister (DIS).

Skibene er ejet af OW Tankers A/S, der er et datterselskab i det konkursramte OW Bunker. OW Tankers er medlem af Danmarks Rederiforening. I alt fem af de 10 skibe, som OW Tankers ejer sejler under dansk flag.

Det sidste skib under dansk flag er OW Atlantic, men dette skib er der ingen underretninger om på marinetraffic.com.

OW Tankers opererer i alt 29 skibe. Ud over de ti skibe, som selskabet selv ejer, har det indchartret 19 skibe. Skibene er altså ejet af et andet selskab, men lejet af OW Tankers.

/ritzau/