OW-selskaber i Singapore: Aktiver var penge til gode hos kunderne

Skrevet af admin

13/11/2014

Mest læste i dag

Penge til gode hos kunder udgør de største aktiver i de seneste regnskaber fra 2013 i to OW Bunker-datterselskaber i Singapore, som Ritzau er i besiddelse af.

I datterselskabet Dynamic Oil Trading var der aktiver for 144 millioner dollar, men de 143,3 millioner dollar var tilgodehavender hos kunderne. Det får alarmklokkerne til at ringe hos senioranalytiker i Sydbank Jacob Pedersen.

- Det springer i øjnene, at alle værdierne i Dynamic Oil Trading er bundet op på tilgodehavende hos kunder. Det giver sig selv, at kan kunderne ikke betale, så har værdierne ikke den størrelse, som det ser ud til, siger Jacob Pedersen til Ritzau.

Omsætningen i 2013 var på 2,1 milliarder dollars, overskuddet landede på ni millioner dollars, men pengestrømmen viste et minus på 65 millioner dollars, hvilket øgede selskabets gæld med 50 millioner dollar.

- Et selskab, der har et overskud på ni millioner og samtidig pengestrømme på minus 65 millioner er noget, som kræver en rigtig god forklaring. Det er noget, som skal få en til at lette mere end på øjenbrynene, siger Jacob Pedersen.

Det er Dynamic Oil Tradings direktør Lars Møller og OW Bunkers danske topchef Jim Pedersen, der har skrevet regnskabet under. Det skete den 31. marts 2014 - tre dage efter børsnoteringen af OW Bunker.

I regnskabet gør Dynamic Oil Trading meget ud af at beskrive kreditrisiko, og at selskabet kun går efter solide og troværdige kunder.

- Det giver et indtryk af, at selv om alle værdierne ligger hos kunderne, skulle der være en chance for, at de betaler, siger Jacob Pedersen.

I et andet datterselskab OW Bunker Far East gentager mønstret sig. Selskabet havde i 2013 en omsætning på 4,7 milliarder dollar og et overskud på syv millioner dollar, men et minus på pengestrømmen på 15 millioner dollar.

- Det er efter samme opskrift, som i Dynamic Oil Trading, men problemtikken er knap så markant. Der er store pengestrømme ud og ind i virksomheden og en lille indtjening på en meget stor omsætning. Derfor er det endnu vigtigere, at der er styr på kreditgivning og risikostyring, siger Jacob Pedersen.

OW Bunker gik konkurs fredag i sidste uge med et tab på 1,6 milliarder kroner.

/ritzau/