P2 Prisen: De nominerede til "Årets Ildsjæl" er fundet

Det er ikke ildsjæle, der mangler inden for den klassiske musik. I hvert fald ikke, hvis man kigger på de over 100 forslag til ildsjæle, som de seneste uger er tikket ind på P2 Prisens hjemmeside.

På netstedet har man nemlig haft mulighed for at foreslå en lokal eller national ildsjæl, som man ønskede at indstille til P2 Prisens nye kategori ’Årets Ildsjæl’, der skal uddeles på lørdag i Koncerthuset i DR Byen - ligesom de andre P2-priser.

Siden der blev lukket for forslag den 12. januar har dommerpanelet, der består af P2-redaktørerne Esben Tange og Bent Grønholdt samt DR-ensemblernes repertoirechef Tatjana Kandel, været på den svære opgave at vælge de tre ildsjæle, der kan glæde sig over at være de nominerede til ’Årets Ildsjæl 2013’.

De tre nominerede er:

Anne-Marie Hjelm: Organist fra Hvide Sande, der startede ’Hvide Sande Masterclass’, som siden 2006 har samlet unge musikere fra hele verden i Hvide Sande hvor de hen over sommeren modtager undervisning af internationale stjerner og giver koncerter for de lokale. Sidste år blev det til 16 koncerter på 10 dage afholdt i alternative omgivelser, for eksempel Lyngvig Fyr, Anker Fjord Hospice og Sømandshjemmet. En ildsjæl, der bringer den klassiske musik tæt på et publikum, man ikke normalt finder i koncertsalene.

Anne Øland: Pianist, klaverpædagog og professor på Konservatoriet i Aarhus. Har uddannet blandt andre pianisten Katrine Gislinge. Ud over at være aktiv koncertpianist er Anne Øland en særdeles dedikeret klaverpædagog, der blandt andet har lavet ’klaverkufferten.dk’, hvor hun har samlet sin store pædagogiske viden i en række klaverpædagogiske metoder.

Kirsten Schultz Hansen: Sanger, sangpædagog, dirigent og korleder. Leder af Operakompagniet, der samler sangglade børn og voksne i Rudersdal Kommune. Hun udmærker sig desuden ved at arrangere klassiske koncerter på usandsynlige steder, for eksempel Idrætscentret, Præstegårds Haven i Birkerød, og gør derved, at den klassiske musik kommer ud til et nyt publikum.

Direkte tv og radio fra afgørelsen

De tre ildsjæle vil alle være til stede ved årets P2 Prisen-uddeling i Koncerthuset på lørdag klokken 19.30. Men det er kun én af dem, der når aftenen er slut, kan kalde sig ’Årets Ildsjæl 2013’.

Dagens Gossip

Dagens TV