På optagelse i Canada: Pusle sover på bjørn

Vi befinder os på en øde bjergskråning omgivet af store, dybe floder og tårnhøje træer en times kørsel uden for den canadiske storby Montreal. Her kan man, hvis man er heldig, spotte både bævere, bjørne og vilde ulve.

Lige nu er det dog ikke dyr men mennesker, der ses luske rundt blandt de forladte huse, der engang udgjorde en hel nybyggerlandsby. Med sig har de kameraer, lyd- og lysudstyr, og indimellem deres franske og engelske gloser høres også hele sætninger på dansk.

Et 55 mand stort filmhold er her ved at indspille den nye danske familiefilm "Min Søsters Børn og Guldgraverne".

Newspaq følger med ind i "Tante Annas hytte", hvor der gøres klar til at indspille en af filmens nattescener.

Her lugter hengemt bag de tunge, sorte stoffer, der er hængt op for at holde det skarpe lys ude og skabe en illusion af kold, mørk nat inde i hytten.

Mens filmteknikere justerer på kameraer og rykker rundt på rekvisitter, forbereder instruktøren holdet før optagelsen af scene 58, take 3.

- Carl, vågn op, vi kører! Og husk, I er rædselsslagne, lyder instruktør Niels Nørløvs stemme ud over filmsettet.

Carl Nygaard på 10 år, som spiller rollen som Michael, synes, det er svært at blive ved med at se forskrækket ud, når den samme scene skal spilles igennem igen - for sjette gang.

- Men instruktøren er slet ikke så sur, som jeg troede, siger Carl Nygaard og smiler lidt genert.

Han er én af de i alt fem nye børn, der er udvalgt til at føre den populære serie videre i den tiende "Min Søsters Børn"-film.

I hytten kommer familiens canadiske tante Anna nu til syne på trappen. Hun er kun iført natkjole og jagtgevær og selvom hun lister, knager de gamle trin under hendes vatterede nattøfler. Rollen spilles af skuespiller Lone Hertz.

-Erik, er det dig?, når hun lige netop at fremføre, inden Niels Nørløv afbryder hende med det karakteristiske: "Cut".

Han går hen for at give yderligere instrukser til Rasmus Botoft, der er mødt til optagelse med usædvanligt højt og omhyggeligt stylet morgenhår.

Den 42-årige skuespiller er endnu et nyt ansigt i "Min Søsters Børn", hvor han har overtaget rollen som den ubehjælpsomme men hjertevarme onkel Erik efter Peter Mygind.

- Jeg kan virkelig godt lide den her rolle. Der er ret sjovt at spille distræt og nørdet, siger Rasmus Botoft, der blandt andet er kendt fra satireserien "Rytteriet".

Uden for den mørklagte hytte sidder filmens yngste spillere Rosita Nellie Holse Gjurup på 5 år og Theodor Krosby Chieu på 4 år. De spiser peanutbuttermadder med store plastikforklæder på, så de buttede børnefingre ikke når at grisse kostumerne til inden næste optagelse.

Spørger man de små størrelser, der spiller henholdsvis Pusle og Blob, hvad de synes om deres nye job som filmstjerner, er svaret klart:

- Det er sjovt, siger de i munden på hinanden og med munden fuld af jordnøddesmør, som er børnenes yndlingssnack i pauserne mellem optagelser.

De har allerede indspillet en af filmens sværeste scener. En sekvens, hvor onkel Erik finder de to børn sovende op ad en ægte, levende bjørn.

Det drejer sig om den 27 år gamle filmbjørn Broud. Den erfarne bjørn har allerede medvirket i over hundrede spillefilm her i blandt "Junglebogen" fra 1994.

- Den er meget blød, fortæller Theodor Krosby Chieu, der ikke var bange for at komme helt tæt på sin bamsede kollega.

Lidt flere forbehold havde Rosita Nellie Holse Gjurup. Hun havde først slet ikke lyst til at skulle hen og ligge op ad den 300 kilo tunge bjørn.

Men netop som filmholdet var ved at finde på en alternativ løsning til bjørnescenen, meldte den 5-årige barnestjerne ud, at hun alligevel gerne ville prøve at tage lur op ad Broud.

- Men den lugter af ged, konstaterer hun tørt.

Lyden af hjulbesatte stålstativer på grus og en forventningsfuld summen fra teknikerne advarer om, at der gøres klar til endnu en optagelse på gårdspladsen foran tante Annas hytte.

Skuespillerne indtager deres pladser og tager imod instruktørens anvisninger. Filmens store afskedsscene skal helst i kassen inden frokost.

Resultatet af filmholdets arbejde i den canadiske vildmark kan opleves, når "Min Søsters Børn og Guldgraverne" får premiere op til vinterferien 2015.

Newspaq 

Dagens Gossip