På pas i toget: DSB advarer mod tyverier

Skrevet af Michael Nielsen

01/06/2013

Dagens topnyheder

- Vi ser desværre mange tyverier i øjeblikket, og vi skal derfor opfordre passagere til at holde godt øje med deres ejendele.   Sådan har det lydt fra højtaleranlægget på flere af DSB's togafgange mellem Esbjerg og København de seneste uger.   Hos DSB afviser man imidlertid, at der er tale om generelle problemer med tyverier fra statsbanernes toge.   - Det er ikke noget, vi oplever som et stort problem, og det er heller ikke noget, vi fra centralt hold har instruret vores medarbejdere i at advare mod. Men derfor må medarbejderne gerne på eget initiativ advare mod tyverier på afgangene. Det er kun godt for passagerne, hvis det kan være med til at skærpe opmærksomheden, siger Martin Larsen fra DSB's pressetjeneste.   Han fortæller, at de DSB-ansatte ofte advarer mod lommetyve på banegårde i de største danske byer - men inde i selve togene oplever DSB ikke problemer med tyverier.   - Det er sjældent, at vi hører om tyverier fra selve togene. Det er vores oplevelse, at det er i forbindelse med af- og påstigning, at det sker, når der er tyverier, siger Martin Larsen.    På togture, hvor Dagens.dk selv har været til stede, har konduktørerne oplyst, at tyvene typisk er på jagt efter let afsættelige ejendele som smartphonesog tablets samt dankort.   Har du oplevet at blive bestjålet i toget? Skriv om dine oplevelser i debatten herunder eller i en mail til redaktion@dagens.dk.