På trods af advarsler: Danske jægere dræber elefanter i lande, hvor de er truet af udryddelse

Skrevet af Jesper Larsen

29/06/2015

Dagens topnyheder

I en nyligt offentliggjort rapport slår internationale forskere alarm, fordi et rekordhøjt antal elefanter bliver dræbt hver dag.

De konkluderer, at godt 100 elefanter dagligt må lade livet, og hvis det antal bliver opretholdt, vil arten kunne være truet af udryddelse i løbet af en generation. 

Forskere udpeger især de to lande Mozambique og Tanzania som de to hårdest ramte steder, hvor 85 procent af verdens elefanter bliver dræbt. 

Læs også: Kan snart være udryddet: 93 elefanter bliver dræbt hver dag

Men det er ikke kun illegale krybskytter, der opererer i de to lande. Flere danske rejseselskaber udbyder jagt på elefanter i Mozambique og Tanzania, hvor danskere mod betaling kan få lov til at skyde de store dyr og tage deres værdifulde stødtænder med hjem til Danmark som trofæer.

Under overskrifter som 'lad drømmen blive til virkelighed', udbyder blandt andre firmaet Limpopo Rejser ture til området mellem Tanzania og Mozambique, hvor danskere med pengepungen i orden kan få lov til at skyde elefanter og tage stødtænderne med hjem som trofæ. 

Men selvom det kan virke uforståeligt, at danskere tager til områder, som forskere udpeger som steder, hvor elefanten er særdeles truet af mennesker med rifler, så er jagtrejserne faktisk med til at holde bestanden oppe, ifølge Ulla Fregerslev, der er rejsekonsulent i Limpopo Tours. 

- Elefantjagt er dyrt, og de penge en trofæjæger lægger for at nedlægge en elefant, bliver brugt til at skabe ro i områderne, og andre gode forhold, ligesom pengene går til lokalbefolkningen, der kan blive uddannet og få arbejde, så de bliver motiveret til at forstå, at krybskytteri er en dårlig ting, siger hun til dagens.dk

Læs også: Jæger trampet ihjel af elefant, han ville dræbe for at få fat i stødtænderne

Ulla Fregerslev kalder elefantjagt 'fantastisk', men erkender, at der er særdeles stor rovjagt på elefanter i netop Tanzania, hvor netop Limpopo udbyder elefantjagt, men det skyldes krybskytteri, og ikke jagtfirmaer, der udbyder jagt i områderne. 

- Krybskytteri er eksploderet i Tanzania, og jeg tror først, der kan komme styr på det, når rige asiatere forstår, at pulveriserede elefanthorn ikke hjælper på potensen, siger hun til dagens.dk. 

Men hvis jeres penge bliver brugt til at bekæmpe krybskytteri, og krybskytteri er stigende, burde i så ikke betale mere for at skyde elefanter?

- Det kan du måske godt mene, men det er heller ikke rimeligt at straffe de mennesker, der gør en indsats for at begænse krybskytteriet og jage elefanter på en bæredygtig måde, siger Ulla Fregerslev.