Pårørende er skuffede over straffen i fugeskumssag

Skrevet af admin

03/12/2014

Dagens topnyheder

12 års fængsel er alt, alt for mildt en straf til den 45-årige mand, som onsdag er blevet kendt skyldig i at dræbe sin jævnaldrende elsker i en campingvogn ved at trykke fugeskum ned i halsen på hende.

Det mener farmoren til den dræbte Karin Barfods 10-årige datter, som onsdag var til stede under domsafsigelsen i Retten i Roskilde.

- Det var alt for lidt. Han kommer jo reelt ud, inden de 12 år er gået, siger farmoren, som ikke vil have sit navn ud.

- Det, han forklarer, er jo ikke rigtigt. Det var slet ikke Karin at gøre sådan noget, siger hun.

Karin Barfod døde tidligt om morgenen 23. oktober 2013, da hun bundet med strips om fødder og hænder fik sprøjtet fugeskum ned i halsen, så det spærrede hendes luftveje.

Den nu dømte mand, Stig Friis Therkildsen, har selv forklaret, at det var et rent uheld, der skete under en sexleg. Han ville sprøjte flødeskum ned i munden på hende, men i stedet fik han ved en fatal fejl fat i fugeskumsdåsen.

Også farmoren til Karin Barfods søn på 19 år var til stede i Retten i Roskilde. Hun er ked af, at den dømte ikke fik mere.

- Det er alt for lidt i forhold til den måde, han gjorde det på, siger hun.

Stig Friis Therkildsens advokat, Lone Refshammer, siger efter dommen, at de nu vil tænke over, om de vil anke dommen. Han kan anke til frifindelse eller til en mildere straf.

- Jeg troede på min klient og regnede med, at udfaldet i dag ville være et andet, siger Lone Refshammer.

Hun havde krævet ikke mere end 12 år i sin strafprocedure.

Anklageren i sagen, Signe Egsgaard, havde derimod krævet ikke mindre end 14 års fængsel.

Hun mente, at dommerne skulle tænke over, hvor langsommelig og smertefuld en død det havde været for Karin Barfod at blive kvalt med fugeskum.

- Det tager fem minutter at dø på den måde, og det kan tage helt op til 10 minutter under de her omstændigheder. Det har ikke været behagelige minutter frem til, at Karin har mistet bevidstheden, og det har en betydning for strafudmålingen i denne sag, sagde anklageren.

Retslægerådet har vurderet, at Stig Friis Therkildsen ikke var sindssyg i gerningsøjeblikket og ej heller i dag. Derfor er han egnet til en almindelig fængselsstraf.

/ritzau/