Pårørende til psykisk syge efterlyser klare mål om brug af tvang

Sådan lyder kommentaren fra foreningen Bedre Psykiatri, der er talerør for pårørende til psykisk syge, til en hensigtserklæring fra regeringens psykiatriudvalg om mindre brug af tvang over for psykisk syge.

»Vi er helt enige i, at vi skal have nedbragt tvangen, men jeg savner at få sat nogle tal på. Vi har foreslået at sætte et mål om at nedbringe antallet af tvangsanvendelser med 15 procent om året, så vi i 2020 kun vil have en tiendedel af den tvang, vi ser i dag,« siger landsformand for Bedre Psykiatri, Ebbe Henningsen.

Han har selv siddet med som repræsentant for pårørende til psykisk syge i regeringens psykiatriudvalg, der fredag formiddag fremlægger dets anbefalinger.

Et af målene er at nedbringe antallet af tvangsanvendelser over for psykisk syge. Omkring 20 procent af de psykiatriske patienter oplever at blive mødt med en eller flere former for magtanvendelse under behandlingen, eksempelvis bæltefikseringer og tvangsmedicinering.

Men rapporten kommer ikke med nogle konkrete mål, og det ærgrer Ebbe Henningsen.

»Det er godt, at vi får en hensigt fra udvalget om mindre tvang, men vi mangler nogle nationale mål,« siger Ebbe Henningsen.

Han erkender, at mindre tvang også koster flere ressourcer.

»Det er ikke populært at sige i disse tider, men mindre brug af tvang kræver mere personale på afdelingerne og bedre uddannelse af medarbejderne, så de bedre kan håndtere situationer, der i dag eskalerer og ender med brug af tvang,« siger Ebbe Henningsen.

Han ser frem til, at sundhedsministeren nu indbyder Folketingets partier til en forhandling om udmøntning af udvalgets anbefalinger.

»Socialdemokraterne og SF talte i tiden op til sidste Folketingsvalg om at tilføre op mod to milliarder kroner om året, så jeg håber da, at hvis man mener noget med det her, så bør man tilføre ekstra ressourcer,« siger Ebbe Henningsen.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) har på forhånd sagt, at hun bakker op om ambitionen om at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien, uden dog at ville komme med et konkret mål.

Ministeren fremlægger psykiatriudvalgets konklusioner på et pressemøde fredag klokken 11.

Dagens Gossip

Dagens TV