Påsketrafik: Rejsende fra Jylland og Fyn rammer en trafikprop fra frokosttid

Skrevet af admin

06/04/2015

Mest læste i dag

Er man én af de mange danskere, der har været på påskeferie hos familien i Jylland, så er der god grund til at overveje, hvornår man vender snuden mod Sjælland og Fyn igen.

Ifølge Vejdirektoratet kan man nemlig forvente, at trafikken vil bevæge sig trægt med kødannelser flere steder mod øst mellem klokken 12 og 18 mandag.

- Det er en af de store hjemrejsedage, så vi forventer selvfølgelig at der kommer lidt tæt trafik. Det vil primært være fra Jylland mod Sjælland ad de fynske motorveje og ad færgeruten fra Sjællands Odde, siger vagtchef ved Vejdirektoratet Kenni Bøgh Lund.

Vejdirektoratet forudser, at det især vil blive slemt ved det, som kaldes Køgekrydset.

- Det er der, hvor folk kommer fra E20-motorvejen og skal op imod København ad Køge Bugt Motorvejen. Der er vejarbejde på strækningen, og der er kun en enkelt åben vognbane på vestmotorvejen.

- Der vil man med garanti komme til at sidde i tæt trafik eller kø, mår man skal den vej forbi, siger han.

Vejdirektoratets råd er at komme af sted allerede mandag formiddag eller i stedet efter klokken 18, hvor man ikke vil opleve nær så meget trafik.

Efter to timer med forsinkelser kører togtrafikken mandag middag som normalt efter omfattende sporarbejde på Fyn i påsken.

Hovedstrækningen mellem Slagelse og Fredericia skulle klokken 10 have været åbnet for normal togtrafik. Dog blev der i første omgang kun åbnet mellem Slagelse og Odense, da arbejdet på Vestfyn blev forsinket.

- Togene er igen tilbage på skinnerne til normal trafik, så passagererne kan tage toget hjem fra påskeferie. Og vi beklager dybt, at det desværre blev med to timers forsinkelse, siger Peter Svendsen, trafikdirektør i Banedanmark i en pressemeddelelse.

Vejdirektoratet vil først senere kunne se, om togenes ændrede køreplaner har betydet, at endnu flere end normalt har valgt selv at sidde bag rattet frem for at køre i tog over påsken.

/ritzau/