Påstand om aftalt spil i Solhaven-sagen

Skrevet af admin

27/01/2014

Dagens topnyheder

En af de tidligere anbragte unge på institutionen Solhaven har i retten sagt, at flere af de formodede voldsofre har aftalt, at de ville forsøge at få ram på forstanderen - og at de på den måde kunne få udbetalt høje erstatninger.

Udsagnet fra den unge kom under en afhøring i fredags i Retten i Aalborg. Her er forstander Søren Virenfeldt og 11 ansatte anklaget for et stort antal tilfælde af vold og mishandling.

Men forklaringen får ikke anklagemyndigheden til at genindkalde andre vidner for at få belyst påstanden.

- Vidnets forklaring i fredags kan jeg ikke kommentere nærmere. Men umiddelbart giver det ikke anledning til, at vi skal genindkalde vidner, der tidligere er blevet afhørt, siger anklagerfuldmægtig Jakob Herborg.

- Der er tale om ét vidne ud af de i alt 140 vidner, vi skal høre, og det er i sidste ende op til retten at vurdere beviserne.

- Det er klart, at der både blandt tidligere ansatte og tidligere anbragte unge på Solhaven er forskellige opfattelser af opholdet, siger Jakob Herborg fra Nordjyllands Politi til Ritzau.

Vidnet har ifølge forsvareren for Søren Virenfeldt fortalt, at fire andre unge kontaktede ham for forsøgte at presse ham til at blive en del af straffesagen.

- Han blev opsøgt på sin bopæl og blev udsat for et voldsomt pres, har advokat Henrik Garlik sagt.

Ifølge advokatens udlægning er der tale om en form for sammensværgelse.

- De har også talt om erstatninger på mellem 100.000 og 200.000 kroner, lyder det i advokatens gengivelse af vidnets forklaring.

Straffesagen mod forstander Søren Virenfeldt og de 11 ansatte blev indledt ved retten i september sidste år. Dommen ventes omkring sommerferien.

Både nogle af de afhørte unge forurettede og andre vidner har fortalt om vold, uforståelige straffe og konfliktsøgende pædagogik på institutionen i Farsø. De tiltalte nægter sig skyldige.

/ritzau/