Påvirket 28-årig tyv kørte i grøften foran politiet

En 28-årig mand fra Kolding blev natten til torsdag fanget af lovens lange arm - efter det lykkedes ham, at begå indbrud og stjæle hele tre køretøjer.

Sydøstjyllands Politi modtog første gang klokken 1.11 en anmeldelse om et mistænkeligt forhold ud for Tvedvej 2 i Kolding. En mand forsøgte, at starte en motorcykel.

En patrulje blev sendt ud og motorcyklen blev fundet smidt på Cedervej.

Klokken 1.26 fik politiet en opringning om, at en sort Mercedes Sprinter var stjålet i en baggård på Østerbrogade. Da varebilen blev kørt ud af baggården, ramte tyven både murværket og en anden bil. Varebilen var væk, da politiet nåede frem.

Og klokken 2.36 var den gal igen. Denne gang på Skartved Overgade i Skartved. I et villakvarter blev der meldt om et indbrud i et hus.

- Da vores patrulje nåede frem, var den sorte Mercedes varebil kørt fast på en mark. Vi fik undersøgt huset og ganske rigtigt, havde der været indbrud, fortæller Jesper Brian Jensen fra lokalpolitiet i Kolding, til dagens.dk.

Da patruljen var uden for huset, startede pludseligt en lille varebil, der kørte ud fra en indkørsel tæt på betjentene. Denne varebil havde tyven ikke styr på. Han kørte direkte i en grøft.

Derfor var en en smal sag for politiet, at anholde den 28-årige mand, der er en god kending i ordensmagtens registre. Han er tidligere dømt flere gange for lignenede lovovertrædelser.

Manden har nu fået flere sigtelser mod sig. Det handler blandt andet om tyveri af tre køretøjer, indbrud, besiddelse af ulovlig kniv samt en gaspistol. Desuden kørte han i de stjålne køretøjer, mens han var påvirket af medicin eller stoffer.

Den 28-årige mand bliver senere i dag fremstillet i grundlovsforhør.

Dagens Gossip