Padborg-kollision giver kun mindre togforsinkelser

Skrevet af admin

01/12/2013

Mest læste i dag

Togpendlere til og fra Tyskland kan søndag krydse grænsen uden forsinkelser, efter at to godstog stødte sammen syd for Padborg Station lørdag aften. En enkelt vogn blev afsporet og togtrafikken på strækningen indstillet.

Mens transporten af mennesker kører på skinner, så er der stadig forsinkelser for godstog, der skal krydse grænsen, oplyser Banedanmark.

- Trafikken flyder udmærket søndag morgen. Vi kører normal passagertrafik til og fra Tyskland, siger områdechef Kirsten Kornerup til Ritzau.

- Godstrafikken kører også, men der kan være lidt forsinkelser, fordi der er skader på flere sporskifter, lyder det.

Passagerer på de første morgentog mellem Padborg og Flensborg var dog nødt til at skifte til busser, oplyste DSB.

Kollisionen lørdag aften mellem to godstog skete ved lav fart. Ingen personer kom alvorligt til skade, men omfanget af materielle skader er endnu ikke fastlagt.

- Materialet er ikke helt fjernet fra ulykkesstedet, så vi kan ikke helt besigtige skaderne. Men vi ved, at tre sporskifter er beskadiget, siger Kirsten Kornerup.

Banedanmark frygtede, at kørestrømsanlæg var ramt ved afsporingen. Det ville havet givet væsentlig større problemer for togtrafikken.

- Heldigvis er der ikke sket noget med kørestrømsanlægget, fordi det er meget væsentligt for de eldrevne godstog. Vi var lidt bekymret for, at det var samme skader som sidste år, fortæller områdechefen.

Det er godt et år siden, at et godstog afsporede ved Vojens, hvilket lukkede den knap syv kilometer lange jernbanestrækning mellem Farris og Sommersted i mere end to uger.

Tre godsvogne kørte af sporet 30. november sidste år, og Banedanmark og entreprenøren Balfour Beatty måtte udskifte omkring 11.000 sveller, sporet blev justeret, og der blev bygget og udskiftet et sporskifte.

/ritzau/