Pædagog handlede i Ikea og efterlod 17 børn i legeland

Skrevet af Jesper Larsen

26/08/2015

Dagens topnyheder

Et legeland i Ikea her i flere tilfælde stået for børnepasningen henover sommeren for SFO'er, mens pædagogerne har handlet eller spist i cafeen. 

Flere skoler i Østjylland skulle have benyttet fremgangsmåden over sommeren, og i det ene tilfælde skulle en pædagog have forsøgt at afsætte 17 børn i varehusets legeland, mens vedkommende selv handlede eller gik i butikkens cafe, skriver DR Østjylland. 

På Skødstrup skole har de involverede pædagoger fået en påtale, fortæller skoleleder Mikkel Kruse Andersen. 

- Vi har begået en fejl, og den retter vi op på. I forhold til medarbejderne indskærper vi, at man skal være opmærksom på, at når vi har tilsynet med børnene, så skal vi også have det 100 procent og ikke overlade det til andre, siger han til DR Østjylland. 

Hos Ikea siger kommunikationsansvarlig Tina Lindhardt, at varehusets legeland er forbeholdt Ikeas kunders børn.