Pædagoger mangler tid til samarbejde med lærere

Skrevet af admin

23/06/2016

Dagens topnyheder

15.000 pædagoger er blevet en integreret del af folkeskolen. Men samarbejdet og implementeringen af det pædagogiske arbejde halter.

Det mener Bupl, pædagogernes fagforening, efter en ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut har vist, at omkring halvdelen af danske folkeskoler oplever understøttende undervisning som tidsspilde og med manglende fokus.

Understøttende undervisning er en del af skolereformen og bliver ofte forestået af pædagoger.

- Vi kan sagtens genkende de problemer, som rapporten viser. Omkring halvdelen af vores medlemmer siger, at de har fundet deres rolle i skolen, og at deres faglighed bliver respekteret.

- Men der er også rigtigt mange, der siger, at tingene ikke hænger sammen. At arbejdet bliver fragmenteret, ikke mindst når det kommer til den understøttende undervisning, siger medlem af Bupl's forretningsudvalg Lars Søgaard Jensen.

Han mener, at løsningen er flere ressourcer, så lærere og pædagoger får bedre tid til at forberede undervisningen og ikke mindst den understøttende undervisning i fællesskab.

- Lærere og pædagoger skal rent faktisk have tid til at sætte sig ned og snakke om, hvordan den understøttende undervisning skal hænge sammen.

- Og så skal der være tid til, at man kan tale om, hvordan man får den understøttende undervisning til at hænge sammen hele barnets dag. Altså også hvordan man organiserer skoledagen og pædagogernes rolle i den, siger Lars Søgaard Jensen.

Generelt mener han, at pædagogernes indtog i folkeskolen bør give et opbrud med folkeskolelærerens klassiske rolle som alene på broen.

- Der er kommet 15.000 pædagoger til, som sætter spørgsmålstegn ved den måde, man tidligere har arbejdet på.

- Bliver det ret godt, hvis man står alene i en undervisningssituation med 30-35-40 børn? Kunne det ikke gøres på en anden måde?, afslutter Lars Søgaard Jensen.

/ritzau/