Pædagoger: Omfanget af øv-dage skal belyses

Sådan lyder det fra formanden for Børne- og ungdomspædagogernes landsforbund, BUPL.

»Jeg anerkender ikke, at der er noget, der hedder øv-dage, hvor man ringer ind og siger, man har det øv og får en fridag. Det første, man bør gøre, er at få undersøgt, om der overhovedet er et problem,« siger Henning Pedersen.

Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS) har anslået, at 20-40 daginstitutioner i København har en kultur, hvor medarbejderne kan få fri på såkaldte øv-dage.

»Det er uacceptabelt, hvis det skulle være tilfældet. Hvis man melder sig syg, så er man syg,« siger Henning Pedersen.

Det pædagogiske personale i København har i gennemsnit 16 sygedage om året, og det ligger betydeligt højere end i andre danske storbyer.

»Jeg kan se på tallene, at der er noget at arbejde med. Jeg synes, man bør holde fokus på at nedbringe sygefraværet ved at kigge på arbejdsmiljøet og årsagerne til sygefraværet,« siger Henning Pedersen.

»Den enkelte afgør selv, om man er syg eller ej, det kan andre ikke gøre noget ved. Det, jeg opponerer imod, er, at der skulle være nogle aftaler, hvor man kan få fri uden at være syg,« siger Henning Pedersen.

Københavns Kommune nedsatte mandag en undersøgelse af, hvorvidt der i nogle institutioner findes en kultur, hvor det er okay at have en øv-dag, der udløser en gratis fridag.

Overborgmester Frank Jensen (S) siger til b.dk, at han finder øv-dage uacceptabelt og mener, det kan udløse en fyreseddel til den ansvarlige leder.

Børne- og ungdomsborgmester Anne Vang (S) opfordrer dog Frank Jensen til at slå koldt vand i blodet og »være varsom med at dele fyresedler ud i pressen«, indtil problemet er undersøgt til bunds.

Dagens Gossip

Dagens TV