Pædagoger skaber liv på plejehjem

Skrevet af admin

22/12/2013

Mest læste i dag

I spisestuen kører fjernsynet på fuld styrke, men ellers er der stille om bordet.

Beboerne kigger tavse frem for sig og har svært ved at få gang i en samtale.

Ældre på plejehjem savner socialt samvær, og derfor har de første kommuner ansat pædagoger, der skal styrke fællesskabet.

- Pædagoger er dygtige til at arbejde med grupper og hjælper beboerne til at tale med hinanden. Vi oplever flere, som er begyndt at drikke kaffe sammen i deres lejligheder, siger Jeannette Bech, leder af plejecentret Snorrebakken i Rønne på Bornholm.

Centret åbnede i 2012 og har ansat fire pædagoger. Ud over at hjælpe de ældre til at danne nye venskaber medvirker pædagogerne til at gøre beboerne mere bevidste om, hvordan de ønsker at leve deres sidste år.

- Nogen har måske været glade for at lave mad, og så giver vi dem mulighed for at hjælpe i køkkenet. En vil spille kort, og så finder vi ud af, om der er andre, som har samme interesse, siger Jeanette Bech.

I Ældresagen ser seniorkonsulent Margrethe Kähler gerne, at flere kommuner følger efter, for selv om de fleste ældre er glade for at bo på plejehjem, så savner mange, ifølge en undersøgelse fra SFI, samvær med andre.

Hun peger desuden på, at pædagoger er uddannet i at løse konflikter, og det er brugbart, for beboere på plejehjem kan også blive uvenner og mobbe hinanden.

- Selv om man er gammel, er man ikke nødvendigvis sød. Pædagoger kan aflæse det psykologiske spil og for eksempel sørge for, at de to beboere, som ikke kan lide hinanden, slipper for at sidde ved samme bord, siger hun.

I øjeblikket er omkring 400 medlemmer i pædagogernes forbund, Bupl, ansat på pleje- og dagcentre, men en nyere medlemsundersøgelse viser, at interessen er langt større.

Op mod hver anden kan forestille sig en fremtid i ældreplejen.

Det kan skyldes, at det i fremtiden bliver sværere at få et traditionelt job på grund af det faldende børnetal, siger formand Henning Pedersen.

- Men jeg tror også, at en del medlemmer har det indtryk, at ældreplejen er forsømt. De ser, at de med deres kompetencer kan medvirke til at give beboerne en mere aktiv tilværelse, siger han.

/ritzau/