Pædagoguddannelsen skal laves om

Samtlige partier i Folketinget er enige om en ny pædagogreform, der indebærer, at de studerende kan vælge mellem tre specialespor efter et fælles grundforløb.

Det erfarer Ritzau.

Efter et forløb med fælles skema kan de studerende vælge mellem tre linjer, der handler om småbørnspædagogik for nyfødte til fem år, skole- og fritidspædagogik for 6-18-årige samt social- og specialpædagogik.

Sporet om social- og specialpædagogik bliver målrettet børn og unge med særlige behov, udsatte mennesker med misbrug, hjemløshed og prostitution og handicappede.

Ritzau erfarer videre, at det fremover skal være et krav, at pædagogstuderende skal bestå deres praktik for at fortsætte på uddannelsen.

Og det er de enkelte praktiksteder, der skal bedømme, om den studerende har bestået sin praktik.

Tilbage i juni meddelte uddannelsesminister Morten Østergaard (R), at han ønskede et bredt forlig om en ny pædagogaftale, selvom at han havde sendt lovforslaget i høring uden om Liberal Alliance, De Konservative og Venstre.

Det har han fået nu.

Aftalen forventes at blive fremlagt af uddannelsesministeren senere torsdag.

/ritzau/

Dagens Gossip