Pædofil chatven: Snak om at købe spædbarn var en spøg

Skrevet af admin

02/12/2015

Dagens topnyheder

Det har ikke noget på sig, at en 48-årig tiltalt dansker i den hidtil største sag herhjemme om spredning af børnepornografi ville tage til Rumænien og købe et spædbarn. Historien var fantasi og blot udtryk for en spøg.

Det vurderer australske Shannon McCoole, der efter utallige fælles timer med tiltalte på pædofile websites og chatrooms kalder ham en ven.

Australieren afsoner nu en dom på 35 års fængsel for sin fælles interesse med danskeren.

Onsdag afhøres McCoole i Retten i Randers via et videolink til fængslet i Australien.

Herhjemme vil anklagemyndigheden have idømt den 48-årige dansker en forvaringsstraf. Blandt andet for en central og igangsættende rolle på pædofile websites som The Love Zone. Her var Shannon McCoole den øverste leder.

Danskeren er ud over misbrug af børn og en ledende rolle på pædofile netværk tiltalt for at ville rejse til Rumænien, købe et spædbarn og bagefter tage det med hjem til seksuelt misbrug sammen med en svensk chatven.

- Da jeg hørte om det, tænkte jeg, at det var helt skørt. Jeg tog det ikke alvorligt, svarer McCoole på anklagerens spørgsmål.

Han kan huske, at han tidligere har chattet om emnet med en anden bekendt af den tiltalte, en svensk pædofil med brugernavnet Nissehult.

- Jeg troede, det var noget, at han (tiltalte) havde fortalt Nissehult som en joke, siger australieren og tilføjer:

- Hvis jeg havde taget det seriøst, ville jeg nok også have husket det bedre.

I det anonyme pædofile fællesskab er det helt almindeligt at opdigte historier, forklarer McCoole, hvis website havde over 40.000 brugere.

Selv var han frem til sin fængsling en hyperaktiv bruger af både dette og andre websites og chatrooms.

- Her sker det hver dag, at folk finder på historier, som ikke er sket i virkeligheden.

- Vi er jo anonyme overfor hinanden. Vi stoler ikke på hinanden og ved ikke, hvem hinanden er, så vi opfinder historier om, hvor gamle vi er, og hvor vi kommer fra, siger australieren.

Den 48-årig tiltalte har selv tidligere forklaret i retten, at tanken om at købe et spædbarn i Rumænien var udtryk for "fjolleri" og ikke alvorligt ment.

Sagen fortsætter torsdag.

/ritzau/