Pædofil mand fra Randers slap for let: Anklagemyndigheden kræver højere straf

Skrevet af admin

17/03/2016

Mest læste i dag

Statsadvokaten i Viborg har besluttet at anke en sag, hvor en 48-årig mand for to uger siden ved Retten i Randers blev idømt seks års fængsel i en omfattende sag om børneporno, misbrug og pædofile netværk.

I byretten krævede anklagemyndigheden Torben Kjærhus Larsen idømt forvaring, fordi han er farlig for sine omgivelser - en vurdering, der deles af Retslægerådet.

Retten i Randers fandt ham skyldig i at have krænket sin vens børn, taget billeder af det og videredistribueret dem. Desuden blev han fundet skyldig i besiddelse af op mod to tusinde børnepornografiske billeder og et halvt hundrede videoer.

Dommeren og de to lægdommere fandt ham også skyldig i anklagen om, at han har spillet en nøglerolle i to pædofile netværk på den mørke del af internettet.

Retten understregede dog samtidig, at det ikke betød, at han kunne drages til ansvar for alle overgreb, der har fundet sted blandt medlemmerne af sitet.

I sagens absolut alvorligste forhold blev han dog frifundet i byretten - nemlig anklagen om, at han skulle have haft planer om at købe et spædbarn i Rumænien med henblik på at misbruge det seksuelt.

- Der er ikke ført det fornødne bevis for, at han havde til hensigt at købe barnet, forklarede byretsdommer Rikke Holler.

Hun henviste til, at det udelukkende er en chatsamtale mellem en hollandsk og en svensk ven af den dømte, som ligger til grund for anklagen.

- En korrespondance, der virker temmelig vidtløftig og uden hold i virkeligheden, sagde Rikke Holler.

Frifindelse i det forhold betød, at han slap med seks års fængsel i stedet for forvaring på ubestemt tid, der er en af de hårdeste straffe i Danmark.

Men nu vil anklagemyndigheden have landsretten til at bedømme sagen.

- Vi mener, at Vestre Landsret bør have mulighed for at tage stilling til både skyldsspørgsmålet og straffen i denne sag, herunder spørgsmålet om forvaring, siger vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen.

/ritzau/