Pædofili-frikendte R. Kelly må aflyse koncert

Skrevet af admin

01/08/2014

Dagens topnyheder

En koncert i Columbus, Ohio, med R'N'B-stjernen R. Kelly er blevet aflyst efter protester til arrangørerne bag festivalen Fashion Meets Music Festival.

Protesterne kommer på baggrund af anklager mod stjernen tilbage fra starten af 00'erne. Rapperen blev anklaget for at have filmet sig selv have sex med en mindreårig. Det skriver CNN.

- Folk i Columbus har ikke følt, at R. Kellys ry passede på deres lokalsamfund, og på de sociale medier har de gjort deres mening klar. Fashion Meets Music Festival har hørt disse bekymringer og handlet derefter, siger kommunikationschef for festivalen, Melissa Dickson.

Sangerens talsmand udsendte derefter en erklæring til USA Today, hvor han skriver:

- R. Kelly er ked af at skulle skuffe sine fans, men ser frem til at se dem i den nære fremtid under en af hans kommende turnéer.

R. Kelly blev i 2004 frikendt for pædofili og i 2008 frikendt ved retten for 14 anklager om børneporno.

I 2013 udsendte R. Kelly albummet "Black Panties" og ifølge V-Magazine kommer der i 2014 endnu et album med navnet "White Panties".

R. Kelly lavede i 2008 et remix af rapperen Twistas nummer "Throwin' My Money" sammen med danske Nik og Jay, der har R. Kelly som et af deres helt store idoler.

Newspaq