Pæn lønstigning til lederne på Bornholm

Skrevet af Elo Christoffersen

28/11/2013

Dagens topnyheder

Udbyttet ved lønforhandlinger befinder sig i den beskedne ende af skalaen for langt de fleste ledere i dansk erhvervsliv.

Ifølge en ny lønstatistik fra Lederne har hovedparten af de privatansatte ledere i Danmark det seneste år kun høstet en beskeden vækst, når det gælder størrelsen på den månedlige gage. Mens gennemsnittet på landsplan er en lønstigning på 1,7 procent, har udbyttet for lederne på Bornholm været en del større.

I perioden fra september 2012 til september i 2013 har de privatansatte ledere på Bornholm samt Lolland, Falster og Vest-og Sydsjælland kunnet notere sig en stigning i lønnen på 3,6 procent. I samme periode er forbrugerpriserne steget med 0,5 procent, hvilket betyder, at de lokale ledere har oplevet en reallønsstigning på 3,1 procent.

I gennemsnit får lederne på Bornholm 46.433 kroner i lønningsposen hver måned. Det er cirka 5000 kroner under tallet for private ledere i hele Danmark, som er på 51.541 kroner.

Afdelingsformanden for Lederne Bornholm Karin True er positivt overrasket over lønstigningen til de bornholmske ledere.

- Alle faggrupper på Bornholm har et lønefterslæb i forhold til resten af landet. I min optik er stigningen i ledernes løn et positivt tegn på, at krisen er ved at lette indenfor nogle områder, siger Karin True.

Hun understreger, at især eksportvirksomhederne på Bornholm har klaret sig godt igennem krisen.

- Umiddelbart tror jeg, at det primært er eksportvirksomheder, der i en positiv retning påvirker lønudviklingen for lederne, siger Karin True.

Lønstatistikken, der er udarbejdet i samarbejde med analyseinstituttet YouGov, er baseret på oplysninger fra 21.848 medlemmer af Lederne, heraf 1210 fra Bornholm samt Lolland, Falster og Vest-og Sydsjælland.