Pæn tilskuerfremgang over det meste af liga-isen

Skrevet af admin

18/11/2013

Mest læste i dag

De danske ishockeyklubber formår fortsat at lokke tilskuerne ud i skøjtehallerne - endda flere end tidligere.

En opgørelse, som Danmarks Ishockey Union (DIU) har foretaget, viser, at der til og med 12. november har været 14 procent flere tilskuere pr. kamp end sidste år.

Helt konkret var tilskuersnittet 1501 tilskuere i de første 58 kampe, mens der sidste år kun havde været 1315 publikummer til en gennemsnitlig kamp.

Størst fremgang har Aalborg Pirates haft. Årets fire første hjemmekampe er blevet set af sammenlagt 14.915 tilskuere, svarende til 3729 i snit.

Det er en fremgang på 62 procent, og nordjyderne er ikke ene om at have haft fremgang.

Ser man bort fra Rungsted, der ikke spillede med i ligaen i sidste sæson, og Odense, der har haft en beskeden nedgang på fem procent, så har alle øvrige klubber haft flere mennesker igennem tælleapparaterne.

Holder tendensen, er der altså udsigt til, at sidste sæsons rekord på 1507 tilskuere pr. grundspilskamp bliver slået.

/ritzau/