Pakistan: 208 døde i jordskælv

Mindst 208 mennesker har mistet livet og mere end 300 er blevet kvæstet.

Rystelserne nåede også hele vejen til den indiske hovedstad New Delhi, der ellers ligger hundredvis af kilometer fra skælvets epicenter. Flere bygninger i millionbyen rystede under jordskælvet, skriver Reuters.

Jordskælvets epicenter ligger i den relativt øde Baluchistan-provins, der er tyndt befolket med mange dårligt konstruerede huse. Mange af dem er opført af mudder, og en del af husene er blevet ødelagt under efterskælv, oplyser myndighederne.

Helikoptere med akut nødhjælp er blevet sendt til de berørte områder, og hæren har sat 200 mand ind for at hjælpe i forbindelse med katastrofen.

Redningshold frygter at dødstallet kan stige yderligere.

Jordskælvet har resulteret i en helt ny ø ud for Pakistans sydlige kyst. Den opstod, da havbunden skød op omkring 600 meter fra den pakistanske kystlinje. En lokal TV-station har billeder af, hvordan et klippefyldt terræn pludselig rejste sig over havoverfladen, mens en gruppe overraskede mennesker samledes på kysten for at være vidne til det sjældne fænomen.

Dagens Gossip