Pakistan hylder dreng, som stoppede selvmordsbomber

Skrevet af admin

11/01/2014

Mest læste i dag

En 15-årig dreng, der blev dræbt, da han forhindrede en selvmordsbomber i at angribe en skole, får en af Pakistans højeste udmærkelser.

– Hans modige handling reddede flere hundrede elevers liv og er et lysende eksempel på tapperhed og patriotisme, siger den pakistanske premierminister, Nawaz Sharif, i sin anerkendelse af den 15-årige.

Den 15 år gamle skoledreng Aitzaz Hassan blev dræbt, da en Taliban-terrorist udløste bomben, da han blev overmandet af Hassan kun 150 meter fra en skole i Hangu-distriktet.

Nu tildeles Hassan den civile tapperhedsudmærkelse Sitara-i-Shujaat, som også er blevet tildelt Malala Yousafzai.

Malala blev sidste år skudt i hovedet af en Taliban-sympatisør, fordi hun offentligt kæmper for, at piger og kvinder i Pakistan skal have samme muligheder for uddannelse som den mandlige del af befolkningen.

- Ved at ofre sit eget liv forhindrede Aitzaz Hassan, at hundredvis af uskyldige skoleelever blev dræbt. Jeg håber, at hans offer vil hjælpe til med at bringe fred til mit land og mit folk. Hans mod må aldrig blive glemt, siger den 16 årige pige i sin hyldest til den dræbte dreng.

Det var politichefen i Khyber Pakhtunkhwa-provinsen, som indstillede den 15-årige til udmærkelsen for hans "tapperhed og mod".

Drengens far, Mujahid Ali Bangash, siger til nyhedsbureauet AFP torsdag, at han er stolt af sin søn, som forhindrede terrorbomben mandag.

– Aitzaz har gjort os stolte ved tappert at stoppe selvmordsbomberen, hvorved han reddede hundredvis af sine medelever. Jeg er glad for, at min søn er blevet en martyr, som ofrede sit liv for en ædel sag, siger han.

Pakistans aviser, tv-kanaler og sociale medier har entydigt krævet en anerkendelse af Hassans tapperhed.

Internationale nyhedsbureauer skriver, at han "tacklede" selvmordsbomberen tæt på portene til skolen, der har omkring 1000 elever.

/ritzau/AFP