Pakistan opfordres til at deltage i angreb i Yemen

Skrevet af admin

26/03/2015

Dagens topnyheder

Pakistan har modtaget en opfordring fra Saudi-Arabien til at sende soldater til en militær operation i Yemen, oplyser det pakistanske udenrigsministerium.

- Vi er blevet kontaktet af Saudi-Arabien. Sagen er ved at blive overvejet, siger en talskvinde for ministeriet.

Saudi-Arabien har torsdag sammen med allierede lande i den arabiske verden iværksat en militær offensiv, som er rettet mod den fremgangsrige shiamuslimske Houthi-milits i Yemen.

Den saudiske regering siger, at det er for at afværge, at den iransk-støttede milits indtager den sydlige by Aden, hvor landets præsident er flygtet til.

TV-stationer ved Den Persiske Bugt siger, at Saudi-Arabien vil bidrage med op mod 100 kampfly og 150.000 soldater i en offensiv mod Houthi-militsen.

Torsdag morgen bekræftede også Jordan, at den har sluttet sig til koalitionen af lande, der vil deltage i angrebet i Yemen.

Udover Saudi-Arabiens traditionelle allierede på Den Arabiske Halvø har også Egypten og Sudan erklæret sig rede til at deltage i en landoffensiv, oplyser tv-stationen. Al Arabiya.

Fra morgenstunden har saudiske kampfly angrebet områder i hovedstad Sanaa, der siden sidste år har været under Houthi-militsens kontrol. Det sker officielt for at beskytte landets legitime præsident, Abd-Rabbu Mansour Hadi.

Iran fordømmer den saudisk-ledede offensiv og kalder den et "farligt skridt" og en "amerikansk støttet aggression".

/ritzau/Reuters